Efterisolering af hus
5. oktober 2022 Gør-det-selv Spar på energien Est. læsetid 7 min.
Del indlæg

Spar penge ved at efterisolere dit hjem

Efterisolering af dit hus er en af de nemmeste måder at forbedre bygningens energistandard på, og du vil samtidig kunne se en stor besparelse på din varmeregning. Du vil samtidig opleve et mere behageligt indeklima, da du slipper for kulde og træk.

Mange bygninger i Danmark er fra en tid, hvor der ikke var fokus på at spare energi, og derfor har de et unødvendigt højt energiforbrug. Er det tilfældet for dit hjem, så er der flere fordele ved at efterisolere.

Her er 3 fordele ved at efterisolere dit hjem

  1. Du opnår et sundere indeklima

Efterisoleringen af blandt andet vægge og lofter skaber en mere konstant temperatur i dit hjem, så du ikke behøver sidde med flere tæpper over dig og gå rundt i sutsko for at holde varmen. Isoleringen bidrager nemlig til mindre træk og kulde fra blandt andet ydervægge og giver varmere temperaturer.

  1. Du kan spare penge på varmeregningen

Det er en god investering at have en god isolering, og du vil hurtigt kunne se besparelsen på din varmeregning. Et dårligt isoleret hus bruger mindst dobbelt så meget varme som et energieffektivt hus, da varmen siver ud af vægge, lofter og gulv. Selvom der er udgifter forbundet med indkøb af materialer og udførelse, vil investeringen i løbet af nogle år være tjent hjem. Og du vil allerede med det samme kunne se varmeforbruget falde.

  1. Du forlænger husets levetid

Når huset bliver bedre isoleret, vil huset også kunne få et bedre energimærke, hvilket forlænger husets totale levetid, før man vurderer der skal bygges nyt. Bedre isolering kan derfor bidrage til at øge husets værdi.

Hvor skal du starte?

De mest grelle punkter for varmetab er som regel taget/loftet og ydervæggene, som tilsammen danner en klimaskærm. Klimaskærmen adskiller det ydre fra det indre, og hvis ikke bygningens klimaskærm er tæt og velisoleret, kan det føre til store varmetab og et dårligt indeklima med træk og kulde om vinteren og overophedning om sommeren.

Det er derfor oplagt at starte med at efterisolere ydervægge og taget/loftet. Har dit hus et gyldigt energimærke, kan du i energirapporten se energikonsulentens anbefalinger. Alternativt kan du få en isolatør ud, som fx kan se, hvordan det står til med isolering i hulmuren eller oppe på loftet. Du kan også få foretaget en termografering i vintermånederne for at finde ud af, hvor huset trænger til at blive efterisoleret.

Læs mere og lær, hvordan du selv kan efterisolere dit loft her.

Få råd og vejledning i din lokale Fog. Find din lokale Fog her.

Del indlæg