Det kan du gøre i haven i foråret
Det er nu, du skal sætte ind mod alger på terrassen, oversvømmelse i tagrenderne og råddent træværk, hvis dit uderum skal stå skarpt til sommer. Og så kan du også allerede i marts tilplante de første krukker med blomster.
Se her 6 ting, du kan gøre i dit uderum nu, så du er klar til at nyde de første, skønne forårsdage.
Træterrassen
Slip af med alger
Terrassen er husets forlængede uderum om foråret og sommeren, og jo mere indbydende den er, jo mere vil du sandsynligvis bruge den. Derfor er det en rigtig god idé at starte klargøringen af den allerede nu, så du kan tage den i brug, så snart vejret indbyder til det.
Tjek træterrassen for råd
Allerede i marts er det en god idé at tjekke din træterrasse for råd og få den repareret, hvis det er nødvendigt. På den måde er den klar til forårsklargøringen, som gerne må vente til en tør periode, hvor terrassen har haft tid til at tørre efter vinterens regn og slud. Du skal bruge en syl til at tjekke for råd. Vælg nogle punkter jævnt fordelt på terrassen og stik sylen ned i træet uden at bruge kræfter. Hvis træet føles hårdt, og sylen ikke synker mere end 2 mm ned, er træet ikke råddent. Føles træet blødt, ser det mørkt ud, og synker sylen længere ned, kan det være tegn på råd, og så skal du udskifte det rådne bræt.
Rens terrassen med trævask og produkt mod belægninger
Vent med at fjerne alger på træterrassen til slutningen af april eller starten af maj, når træet har haft mulighed for at tørre efter den våde vinter. Algebekæmpelse på en tør terrasse vil give dig det bedste resultat. Tjek vejrudsigten og vælg et tidspunkt, hvor det tegner til tørvejr de næste tre dage. Børst løst snavs af terrassen og fjern tykke belægninger. Påfør herefter trævask med fx en børste, vandkande eller skuldersprøjte. Det vigtigste er, at du bruger rigelige mængder. Lad trævask virke i 5 minutter og skyl det af. Nu kan du påføre et produkt til at fjerne belægninger, som skal virke et par dage, før du børster eller fejer med en stiv kost og til sidst skyller terrassen ren. Terrassen skal tørre et par dage, inden du giver den yderligere behandling.
Giv træolie – men ikke til alle træsorter
En olieret terrasse kan se flot ud, men husk, det er ikke alle træterrasser, der bør have eller behøver olie. Er din terrasse af lærketræ, skal du være opmærksom på at bruge en olie, som er særligt beregnet til lærketræ, da nogle olier gør lærketræ mere udsat for skimmelsvamp. Har du en terrasse af ædeltræ som ipé, teak eller mahogni, behøver du ikke oliere, da disse træsorter er naturligt imprægneret med et stort olieindhold. Du kan dog godt oliere disse sorter, hvis du gerne vil have et olieret look. Når du påfører olien, skal du bruge en bred pensel, gerne lige så bred som terrasseplankerne, så bliver resultatet pænest. Tør overskydende olie af efter 10-15 minutter.
Fliseterrassen
Slip af med alger
Du fjerner bedst grønne belægninger og mos på din fliseterrasse ved at bruge en biologisk nedbrydelig belægningsfjerner. Påfør produktet med pensel, vandkande, skuldersprøjte eller lignende og lad det sidde et par dage. Herefter begynder algerne simpelthen at forsvinde af sig selv.
Brug terrassevasker til højtryksrenseren
Hvis du bruger højtryksrenser på din terrasse, uanset om terrassen er lavet af træ eller fliser, skal du bruge den med omtanke. Ved for stort tryk kan højtryksrenseren ødelægge overfladen på terrassen, så det efterfølgende bliver endnu lettere for alger at sætte sig på terrassen. Brug fx en terrassevasker med trykregulering efterfulgt af algerens og imprægnering. Der findes terrassevaskere til langt de fleste højtryksrensere. Nænsom, løbende vedligehold er det, der holder din terrasse flottest.
Rens tagrenderne og undgå vandskader
Nu er det tid til at rense tagrender, så regnvand uhindret kan løbe væk fra din bolig. Du skal rense dine tagrender mindst to gange om året og helst forår og efterår efter løvfald.
Hvis dine tagrender er stoppede med grene, blade og andet skidt, så risikerer du, at regnvandet løber ud over tagrenden, ned af din husfacade og skaber vandskader. Det kan fx være, at din husfacade bliver så opfugtet, at det ender med rådskade, at din sokkel begynder at krakelere, eller at dit vinduesparti af træ begynder at rådne.
Lad ikke stigen hvile på tagrenden
Hvis dine tagrender sidder så højt, at du skal bruge en stige til at nå dem, er det en god idé at sætte et bræt mellem tagrende og stige, så stigen ikke hviler direkte på tagrenden og risikerer at ødelægge den.
Rens med tagrenderenser
Brug en tagrenderenser eller en mindre skovl, der passer i tagrenden, og fjern alt skidt. Fej efter med en smal kost. Skyl til sidst tagrenden igennem med rent vand for at tjekke, at vandgennemgangen nu er, som den skal være. Hvis du kan se mindre revner i din plastiktagrende, kan du reparere dem med tagrendelim. Er der større revner, bør du udskifte tagrenden. Zink- og kobbertagrender skal loddes, hvis de får revner.
Forbered dit udvendige træværk på sommer
Tjek alt dit udvendige træværk gennem for råd i løbet af foråret, så det er parat til en eventuel behandling med træbeskyttelse til sommer, når træet igen er tørt efter vinterens regn og slud.
Du bør tjekke dine udhæng, udhængslister, vindskeder, sternbrædder, facader af træ, vinduer og døre af træ, din facadebeklædning, dit plankeværk, dine havelåger af træ, træterrasser og udhuse.
Gennemgå alt træværk med en syl, som du stikker i træet uden brug af kræfter. Hvis træet føles hårdt, og sylen ikke synker mere end 2 mm ned, er træet ikke råddent. Føles træet derimod blødt, ser det mørkt ud, og synker sylen længere ned, kan det være tegn på råd, og så skal du udskifte den rådne del.
Når du har gennemgået alt dit udvendige træværk, er du klar til at give det træbeskyttelse i slutningen af foråret, når temperaturen er mindst 10 grader, og træet har haft mulighed for at tørre efter den våde vinter.
Lav de første flotte blomsterkrukker
Plant de første krukker til med hårdføre blomster, der kan tåle lidt frost. Planter du stedmoderblomster, har du god chance for succes, da de er de mest hårdføre blomster. Stedmoderblomster kan du desuden få i et væld af farver. Stil krukkerne med stedmoderblomster i skygge eller delvist skygge, så de ikke får et chok, hvis de udsættes for fuld sol efterfulgt af frost.
Hvis vejrudsigten varsler frost, så dæk dem til med et stykke plastik. Du kan også bruge grangrene, hvis du ikke bryder dig om plastik, de er dog ikke lige så isolerende.
Gør havemøblerne klar til de første forårsdage
Gør allerede nu havemøblerne klar til de første lune forårsdage, både så de ser flotte ud, og så træmøblerne er beskyttede mod den hårde kombination af regn, der kan give råd, samt solens nedbrydende stråler, der kan give revner.
Træmøbler
Til dette projekt er det en god idé at tjekke vejrudsigten og vælge en dag med tørvejr, helst med sol og udsigt til tørvejr de næste par dage. Sørg også for, at dine havemøbler er tørre, inden du begynder at arbejde med dem. Hvis de har stået udenfor og er opfugtede, så vent med dette projekt, til de er tørre.
Rens træmøblerne med vand og trærens
Rens først møblerne med en svamp og rent vand. Hvis de er meget beskidte, kan du bruge trærens. Lad herefter havemøblerne tørre et par dage i solen. Rens eventuelt løst maling af med en limskraber. Brug en stålbørste til udskårne detaljer i træet eller andre steder, hvor limskraberen ikke kan komme til.
Slib med sandpapir
Slib så havemøblerne med sandpapir, først med groft og så med fint sandpapir, så overfladen bliver fin.
Grund malede havemøbler
Hvis du vil male havemøblerne, binder malingen bedre på den slebne overflade. Børst slibestøv af med en blød børste. Giv først dine malede havemøbler et lag grunder. Det gør, at overfladen bliver mere jævn, og at slutmalingen dækker bedre. Lad grunderen tørre et døgn, hvorefter du kan male med den endelige maling.
Vent med olie til en varm dag
Hvis du vil oliere dine træmøbler, så vælg en tør dag med temperaturer over 10 grader og undgå at oliere i direkte sol. Smør træolien på med en pensel og vær særlig grundig med at mætte træender med olien, da de er mere udsatte for fugt end resten af træet. Træolie med farve giver den bedste beskyttelse mod solens stråler. Tør overskydende olie af og lad olien tørre i 2 dage, og så er dine træmøbler klar til brug.
Plastikmøbler
Dine havemøbler af plastik rengør du helt enkelt bedst med knofedt. Spul dem først med haveslangen og skrub herefter med en skuresvamp. Skyl til sidst skidt af og tør havemøblerne over med en klud, så der ikke sætter sig kalk på dem.