

Et trægulv kan holde i mange år, det kan slibes og gøres så flot som nyt, det giver et naturligt indtryk, og når det er gammelt og nedslidt, kan du give det nyt liv med maling. Og der er mange muligheder for trægulve, men hvilket passer til dig? Find ud af det her.
Det massive trægulv på strøer
Et plankegulv er et massivt trægulv, som typisk ligger på strøer, dvs. lange træbjælker, som er monteret på et dæk af fx beton. Massivt trægulv eller plankegulv fås i mange forskellige træsorter og farver, og du kan få det i forskellige længder og tykkelser.
Hvornår skal du vælge et plankegulv?
Hvis du allerede har strøer under dine eksisterende gulve, er plankegulvet et solidt valg. Du kan også lime et plankegulv på dit betondæk.
Fordele ved plankegulvet
Et massivt plankegulv kan du slibe igen og igen, hvis det bliver slidt eller plettet, og på den måde kan du beholde dit gulv i mange år, måske endda i generationer. Du kan også selv vælge, hvilken behandling det skal have – olie, lud eller lak, som alle findes i mange varianter, eller måske blot træsæbe.
Kan du selv lægge et plankegulv?
Hvis du allerede har strøer under dit gulv, er det forholdsvist ukompliceret at lægge et nyt plankegulv. Udfordringerne opstår særligt, hvis strøerne ikke er lige, og du skal rette dem op.
Det fritliggende gulv, du klikker sammen
Et flydende gulv er et gulv, der ligger frit på underlaget og altså er ikke fastgjort med søm eller lim. På den måde kan gulvet bevæge sig, udvide sig eller trække sig sammen alt efter brug og rummets temperatur. Flydende gulv kan laves af både plankegulv, massivt parketgulv, lamelgulv, lamelparket, vinylgulv eller laminatgulv, og man lægger det typisk på et dæk af beton eller et undergulv af gips eller træplader.
Lægger du et gulvunderlag af gips eller træ, kan du indbygge flere forskellige egenskaber som fugtspærre eller trinlydsdæmpning. Er dækket af beton, er det en god idé at lægge en fugtspærre på, så du ikke får problemer med fugt, der stiger op fra jorden.
Hvornår skal du vælge et flydende gulv?
Hvis du ikke allerede har strøer på dit dæk, giver det flydende gulv god mening, og vil du gerne lægge det selv, kan du vælge et flydende gulv med kliksamlinger for den letteste løsning.
Fordele ved det flydende gulv
Du kan lægge et nyt, flydende gulv direkte oven på dit gamle gulv. Der kan dog være skævheder i det gamle gulv, som du skal huske at tage højde for, når du lægger det flydende gulv ovenpå.
Kan du selv lægge et flydende gulv?
Det kan du godt. Flydende parket-, lamel- eller laminatgulv er typisk den letteste gulvtype at lægge selv, da de samles med kliksystemer.
Giv det slidte trægulv nyt liv
Hvornår skal du vælge at male dit trægulv?
Har du et gammelt, slidt trægulv og måske med mange sømhuller, og kan du se, at det ikke bliver pænt efter en gang slibning, kan det være en god ide at male gulvet. Du kan spartle småhuller inden malingen, så gulvet får en meget pænere overflade, når du har malet.
Er dit gamle gulv af fx fyrretræ, er det velegnet til maling, men er det derimod af en mere olieholdig træsort som tropisk træ, kan olien fra trægulvet trænge igennem. Det samme gælder, hvis gulvet er behandlet med olie. Her kan det være en bedre løsning at skifte gulvet eller at lægge et flydende gulv ovenpå.
Fordele ved det malede trægulv
Du kan gøre et grimt, gammelt gulv flot igen på en forholdsvis enkel måde, og du upcycler et eksisterende gulv i stedet for at kassere det, hvilket kan spare både dig og miljøet ressourcer. Du kan også vælge imellem et væld af farver og endda skifte mening, hvis du ønsker at ændre stilen i din bolig.
Kan du selv male dit trægulv?
Det er forholdsvist nemt at male et trægulv selv, og du kan sagtens kaste dig ud i projektet, selv om du er nybegynder. Inden du maler, skal du vaske gulvet grundigt, slibe det med fint sandpapir, støvsuge det og spartle eventuelle huller.