8. april 2021 Have & fritid Est. læsetid 10 min.
Del indlæg

Skal din græsplæne være vild eller klassisk?

Er du til den klassiske græsplæne med skarpe kanter, og græs, der er lige så tæt og skarptklippet som på en golfbane, eller er du til den vildtvoksende plæne med højde og et væld af markblomster? Uanset hvad, du foretrækker, er her nogle gode råd, så du kan få årets flotteste græsplæne.

Den vilde græsplæne

Når du vil omlægge din almindelige græsplæne til en vild blomstereng, skal du starte i foråret, hvor du kan udnytte fugten i jorden fra vinteren. Det er en meget enkel proces. Du skal blot følge disse syv trin:

1. Skræl 10-20 cm af dit jordlag
Brug en god greb til at løsne jorden og herefter en spade til at grave det øverste lag af.

2. Løsn den underliggende jord
Brug en havefræser til at løsne jorden.

3. Bland jorden op med sand og/eller grus
Når du blander jorden op med sand og/eller grus, kan din nye, vilde plæne bedre optage vand og næringsstoffer. Brug helst grus, der er renset for småsten (harpet eller sigtet grus). Du må ikke bruge strandsand pga. saltindholdet. Tag evt. lidt af jordblandingen fra til at dække frøene, når du har sået.

4. Vand godt, inden du sår
Brug evt. en havevander, så den nye jordoverflade bliver godt fugtet. Du skal ikke vande efter såning, så risikerer du at skylle græsfrøene væk.

5. Så din frøblanding
Bland frøene op med lidt sand, så er de nemmere at sprede jævnt.

6. Dæk de nye frø med lidt jord
Brug en rive eller spred lidt af den overskudsjord, du har gemt.

7. Lav stier i plænen
Når din vilde plæne er vokset 5-6 cm, kan du lave stier i din vilde græsplæne med en græsslåmaskine. Vedligehold stierne ved at slå dem 1-2 gange om ugen.

Den klassiske græsplæne

Den klassiske græsplæne er kendetegnet ved det altid ny-trimmede look og de helt skarpe kanter.

1. Start plænen rigtigt op
Du giver din plæne den bedste forårsstart ved at rive den godt igennem, så der kommer luft til rødderne. Det er også en god idé at lufte plænen igennem med en vertikalskærer, som samtidig løsner mos, som du bagefter nemt kan rive sammen.

2. Gød græsplænen, når den vågner
Du kan tilføre naturlig gødning til din græsplæne ved at lade det afklippede græs ligge på plænen, men det kan se lidt rodet ud til det klassiske look. Hvis du i stedet bruger en græsopsamler under græsslåningen, er det en god idé at give din plæne NPK-gødning. Gød første gang, når græsset begynder at vokse efter vinterens stilstand, og gød igen i juni og august.

3. Skær kanterne til
Brug en elastisk murersnor som skabelon for en helt lige kant. Spænd murersnoren op et par centimeter over græsset langs den græskant, du vil have lige. Brug en kantskærer langs snoren, så du får et helt skarpt snit.

4. Hold kanterne skarpe
Når kanterne er skarpe, kan du bruge en græstrimmer til at vedligeholde dem. Vend græstrimmeren, så hovedet står lodret mod græskanten og bevæg den langs kanten.

5. Hold græskanten på plads med fliser
Du kan vælge at holde græskanten på plads med Holmegårdssten, 14 x 21 x 5,5 cm, som du sætter enten vandret eller lodret, alt efter, hvor fremstående du vil have kanten. Når du herefter slår græsset, lader du græsslåmaskinens ene hjul køre på flisekanten, og så bliver din plænekant slået helt skarpt. Har du en robotklipper, kan den også køre på flisekanten.

6. Få det flotteste snit med en håndskubber
Det er lidt hårdere – til gengæld får du en flottere plæne og en god kondition med håndskubberen. En håndskubber skærer græsset over med sine skarpe klinger, og dermed får græsset et fint snit. Den benzin- eller eldrevne græsslåmaskine slår græsset i stykker, så spidserne vil fremstå lidt visne i tiden lige efter slåningen. Til gengæld skal du ikke selv skubbe. Klip eller slå din græsplæne med 3-5 dages mellemrum i foråret, hvor det vokser meget, og klip det lidt mindre i perioder, hvor det regner mindre.

7. Få en altid ny-trimmet plæne med robotklipperen
Robotklipperen laver ikke det samme flotte snit som håndskubberen. Til gengæld vil du altid have en ny-trimmet plæne uden at skulle gøre andet end at afgrænse robotklipperens område, inden du slipper den løs første gang.

8. Vand græsset i tørre perioder
Uanset hvor tørt og vissen din plæne bliver, så vil græsset altid komme fint op, når det igen regner. Men det er naturligvis ikke så kønt med en vissen plæne, så hvis du vil sikre den grønne plæne i tørre perioder, er det en god ide med plænevander, så længe der ikke er vandingsforbud. Vil du spare lidt på vandet, kan du opsætte regntønder til regnvandsopsamling og bruge regnvandet til at vande plænen.

Hvad skal du huske?

Få en snak i den lokale Fog, så hjælper vi dig helt i mål!

Er du i tvivl om, hvad skal du gøre ved din græsplæne, er du meget velkommen til at kontakte vores kompetente rådgivere på tlf. 45 87 10 01 eller info@johannesfog.dk.

Du er også meget velkommen til at kigge forbi en af vores forretninger. Her har vi alt det, du skal bruge til din græsplæne. Vi har bl.a. havehandsker, græsfrø, plæneklippere og meget, meget mere!

Er du på udkig efter andre gode tips og tricks eller måske et godt tilbud? Så kan du følge vores nyhedsbrev og tjekke vores nyeste aviser og magasiner ud.

God fornøjelse med græsplænen!

Del indlæg