19. november 2018 Belysning Boligindretning Est. læsetid 7 min.
Del indlæg

De bedste tips til optimalt lys i dit hjem

Står du i den situation, at du skal ud og investere i nye lamper til dit hjem? Og er du i tvivl om, hvad der er vigtigt at være opmærksom på, inden du træffer beslutningen omkring det? Så har du heldet med dig, fordi vi har samlet arkitekt og designer Henrik Bønnelyckes bedste tips til, hvad du skal vide, når du skal købe ny belysning til dit hjem. Det gælder tips til selve lamperne, men også i forhold til, hvad du skal være opmærksom på med hensyn til valg af pærer.

Disse 10 tips vil klæde dig godt på i forhold til at kunne træffe den bedste beslutning. Dermed sikrer du dig at opnå det mest optimale lys i dit hjem. Det rette lys er noget, der bidrager til den generelle helhed i dit hjem, og derfor er det også vigtigt, du træffer de helt rette beslutninger. Så hvis du eksempelvis ikke er helt sikker på, hvad Watt, Ra eller Kelvin helt præcist står for, så skal du fortsat læse med her på siden. Det kan også være, du bare er interesseret i at blive klogere inden for belysning.

Hvem er eksperten?

Bag disse tips finder du arkitekt Henrik Bønnelycke. Han har designet alt lige fra lamper til møbler siden 1988, hvor han etablerede Bønnelycke MDD. Virksomheden har designet for nationale såvel som internationale virksomheder. Henrik Bønnelycke er drevet af at skabe innovative og konstruktive produkter, som ikke er ligesom alt andet på markedet. Han er god til at udfordre den traditionelle måde, hvorpå man designer og fremstiller møbler, lamper og lignende. Det er blandt andet også derfor, at mange af hans designs er meget unikke.

1. Se pæren med lys i, inden du køber

Der er ingen tvivl om, at en pære ikke bare er en pære, tværtimod. Den er med til at skabe det helt rette udtryk for din lampe og sikre, at lyset passer til det, lampen skal bruges til. Noget af det vigtigste, når du skal vælge en pære, er, at du synes lyset er behageligt. Det er derfor en rigtig god idé, at du ser, hvilket lys pæren giver, før du køber den. På den måde kan du nemmere vurdere, om pærens lys passer til det, den skal bruges til.

2. Få det mest naturlige lys

Når det kommer til naturligt lys i dit hjem, så er det vigtigt, at du fokuserer på, hvor god farvegengivelse pæren har. God farvegengivelse sikrer, at de ting, du kigger på i lampens lys, ikke har en forkert farve i forhold til virkeligheden. For at træffe den rette beslutning omkring det, så kræver det, at du kigger på betegnelsen RA. Det er nemlig RA, der fortæller dig noget om, hvorvidt du får en god farvegengivelse eller ej. Typisk skal du kigge efter en pære, der ligger på mellem 88 og 100 RA. Det vil nemlig give dig den bedste farvegengivelse på det, som lampen lyser på.

3. Følg angivelsen af watt på pakken

Det er vigtigt, at du altid følger den angivelse, der står på pakken, når det kommer til watt. Den angivelse du finder på pakken, fortæller dig om, hvad der er max watt for den givne lampe. Der er måske nogle, der vil mene, det er lige meget og derfor vælger den pære, de falder over, men det er altså en dårlig idé. Hvis du vælger en pære, der ikke passer til watt angivelsen, så risikerer du at beskadige lampen eller forkorte pærens levetid, og så skal du hurtigt ud og købe en ny igen.

4. Hvor mange watt?

Watt angivelsen på pakken til enhver pære vil altid fortælle dig, hvad det maksimale antal watt er. Det vil sige, at det er det niveau, pæren kan håndtere. Du må altid gerne vælge en pære med færre watt. Dog er det vigtigt, at du ikke vælger en pære, der overstiger det angivne max watt på produktet. Højere watt giver et skarpere lys, og derfor er 60 watt som regel godt til et arbejdsværelse, hvor det de fleste andre steder i dit hjem er nok med 40 watt.

5. Vælg den rette lampe

Når du skal træffe en beslutning omkring, hvilken lampe du skal hænge op i dit hjem, så skal du tænke over betegnelsen Kelvin. Kelvin graden fortæller, hvilken farvetemperatur en lampe lyser med. Med andre ord siger det noget om, hvor varmt lyset fra en pære føles. Som udgangspunkt er det en god idé at vælge en pære med 2.700 Kelvin. Den slags pære passer til de fleste lamper i de fleste menneskers hjem. Helt grundlæggende så gælder det, at jo flere Kelvin jo køligere lys, og omvendt jo færre Kelvin jo varmere lys.

6. Hvad bruger du din spisestue til?

Det betyder nemlig meget for, hvilken slags belysning du har brug for. Hvis du eksempelvis bruger din spisestue til hyggelige middage efterfulgt af brætspil, så kan det være en god idé at vælge en lysdæmper. På den måde kan du skifte belysningen, alt efter hvad der bliver lavet rundt om spisebordet.

7. Mere viden om LED-pærer

De fleste mennesker i dag vælger at sætte LED-pærer i deres lamper, fordi det sparer en masse energi. Én ting, du skal være opmærksom på ved LED-pærer, er, at watt angivelsen er anderledes for dem, end det er for gammeldags glødepærer. Står du med en LED-pæres indpakning, så er en god tommelfingerregel, at du skal gange watt-niveauet, der er angivet, med 10. For eksempel 4 W LED x 10 giver 40 W, som giver dig det, der svarer til watt angivelsen på en traditionel glædepære.

8. Hvilket lys skal du vælge på badeværelset?

Belysningen på et badeværelse kan også være lidt svær at træffe beslutninger omkring, fordi det er forskellige slags lys, der er brug for. Først og fremmest bruges et badeværelse ofte til at lægge makeup, og derfor er det vigtigt, at belysningen omkring spejlet er optimalt. Som udgangspunkt er det en god idé at have lys på begge sider af spejlet, så der ikke kommer skygger i vejen. I resten af rummet er et blødt lys at foretrække, fordi det giver en langt bedre stemning på dit badeværelse.

9. Dit arbejdsværelse kræver et bestemt lys

Hvis du har et kontor, du sidder og arbejder på, så er det vigtigt, at du vælger en pære med flere Kelvin end eksempelvis i stuen. Det er for at give et køligere lys, der giver dig en optimal arbejdsplads, hvor du kan se ordentligt. En pære med mellem 3.000 og 4.000 Kelvin er optimalt til belysning i et arbejdsværelse. Det er også en god idé, at du sørger for, der er lys bag dig, så rummet er lyst op hele vejen rundt.

10. Hvordan sætter du lampen op?

Alt afhængig af hvor stor en gør det selv-person du er, så er det væsentligt at overveje vigtigheden af at sætte lamper op under de bedste forhold. Sørg som udgangspunkt altid for at slå strømmen helt fra, inden du overhovedet starter med at sætte lamper til. Hvis du ikke selv har den store erfaring med at sætte lamper op, så investér i at få en uddannet elektriker til at sætte dem op for dig. Det kan godt betale sig, hvis alternativet er, at du kommer til skade.

Find et bredt udvalg af lys og lamper online hos Fog

Hos Fog finder du et stort udvalg af lamper i flot design. Når du klikker dig igennem vores udvalg, så er du altid velkommen til at kontakte vores kompetente team på 45 87 10 01 , på chatten eller på info@johannesfog.dk. Ønsker du at holde dig opdateret, så kan du altid tilmelde dig vores nyhedsbrev og finde alle de gode tilbud, nyheder og flere tips i vores aviser og magasiner.

Del indlæg